Kære forældre i Blå gruppe
Før pinse havde vi et lille klassemøde.
Jeg synes, det kunne være en god idé, at følge op på nogle af de ting, der bekymrede børnene i starten af 3.kl.
Godt nok var vi ikke fuldtalligt, da flere var fraværende.
Men jeg vil da gerne lige dele med jer forældre, hvad vi talte om.
Særligt pigerne havde en del at sige. De fortalte, at de førhen havde haft det svært, især grundet grupperinger imellem dem.
Én ytrede, at hun førhen havde følt, at hun skulle lave om på sig selv for at være en del af pigernes sammenhold. Andre følte sig førhen drillet.
Deres beskrivelse af, hvordan de har det nu, lyder anderledes. At det på en måde føles som om, det er lidt nemmere at gå i blå.
At man nu også har fået mere mod på at lege med flere - ikke kun fra blå, men også fra andre klasser.
Men noget, jeg særligt bemærkede var deres beskrivelse af, hvis der opstår noget, der er svært imellem dem, løses problemerne bedre. At de faktisk 'selv' er blevet bedre til at løse dem.
Det giver jeg dem ret i! For det er virkelig noget, der er rykket, både ved pigerne og drengene. Ikke alt skal diskuteres længere, og jeg oplever helt klart, at dét der virkelig er vigtigt at få talt om - dét kommer de til mig med. Og de små ting, løser de ofte rigtig flot - selv.
Meget blev der talt om, men jeg synes I forældre skal vide, at jeres børn fortæller, at der er blevet mere plads i blå. At her er der faktisk plads til, at man er sig selv - at man ikke behøver at 'være en anden' for at være en del af klassen.
Heldigvis!
Kærlig hilsen
Louise
Ingen kommentarer:
Send en kommentar