fredag den 9. januar 2015

Kære alle

Idag fredag har været en dag, hvor der er blevet talt, spurgt og reageret meget.

Vi har talt om hændelsen i Paris og udtrykket "Je suis Charlie", som jo vises mange steder for øjeblikket.
Jeg er af den overbevisning, at det er vigtigt, at børnene får lov til at spørge og få svar på de uforståelige ting, der jo desværre også sker rundt om i verden.

Vi har talt om ytringsfrihed, demokrati men også vigtigheden i at vise hensyn overfor hinandens forskelligheder. Dét er jo ikke noget, der ligger fjernt for Blå - men i denne tid, undres de. 

De har stillet mange spørgsmål - men jeg tænker, at der måske kommer flere, når de nu kommer hjem. "Hvem er det nu ham Muhammed er?" "Hvorfor er der nogen, der er sure over de tegninger?".
O.s.v.
Jeres børn er utrolig dygtige til at reflektere, så hjælp dem i deres forundring. 

Med det vil jeg sige god weekend herfra og lige minde jer om fredagsbrevet, der idag er skrevet af Amalie og Emma.

Kh Louise

Ingen kommentarer:

Send en kommentar